Heller ikke noget at se denne gang!

Hold da op.. Jeg har haft travlt – jeg har glemt alt om at nævne min seneste kontrolscanning herinde.. Sådan går det når man står midt i en flytning fra Odense til København…

Nå, men jeg fik svar på min seneste kontrolscanning i sidste uge, og der er intet skidt at se. Så alt ser godt ud. Jeg mangler så scaninnger af hjerne og rygmarven grundet min VHL, men der skulle heller ikke være noget dér. Så alt i alt, er der ikke meget at fortælle – og heldigvis for det! Næste kontrolscanning er en gang i september…

von hvadfornoget?

Det er nu et år og fire dage siden at jeg blev opereret for nyrekræft. Ikke at jeg tæller…

Jeg har endnu ikke været til min anden kontrol, der dog venter lige rundt om hjørnet – dog er der sket noget, der har indflydelse på mit liv fremover, og muligvis kan sættes i forbindelse med kræften.

Da jeg fik nyrekræft i en tidlig alder – 29 år gammel – og min farbror døde af samme form for nyrekræft i en alder af 46, blev jeg tilknyttet Klinisk Genetisk Afdeling på OUH.

Læs mere von hvadfornoget?

Seks hårde måneder

Livet er en spøjs ting. Få måneder føltes som år, nedture efterfølges af opture – der så bliver fulgt op med en nedtur, og nu forhåbentlig en optur. Forvirret?

Året 2013 er blot nået til august, alligevel vil jeg påstå at der er sket mere i dette år, end 10 vilkårlige sammenlagt (med undtagelse af 2012, året hvor min søn blev født). Skidt. Godt. Skidt. Godt?

Læs mere Seks hårde måneder

Træt hele tiden…

Det er nu knap 3½ måned siden at jeg blev opereret. Jeg havde forestillet mig, at jeg på nuværende tidspunkt var i gang med uddannelse igen og spillede fodbold.

Faktum er dog, at jeg stadig døjer med træthed. Enorm træthed. Mit ar gør stadig lidt ondt af og til, men det er trætheden der helt klart er værst. Det er underligt – jeg kan godt løbe en tur, men at vaske op, bruge regnemaskinen på computeren eller skrive en mail, virker uoverskueligt.

Læs mere Træt hele tiden…

Samtale overstået

I dag var jeg til samtale, hvor jeg fik bekræftet at det var kræft. Selvom jeg da håbede til det sidste, vidste jeg jo inderst inde godt hvad det var – lægerne omtalte det næppe så sikkert som en kræftknude, hvis ikke de var helt sikre.

Nå – men vævet omkring knuden var rask, og nu venter der så halvårig kontrol de næste to år – og herefter en enkelt årligt tre år yderligere.

Når nu alt kommer til alt, så er jeg en af de heldige kræftpatienter